fredag den 18. januar 2019

NÅR JEG TÆNKER TILBAGE


Som barn blev jeg ofte sendt til købmanden med et hjemmehæklet indkøbsnet under armen og en indkøbsseddel med min mors fine skråskrift i hånden. Så rakte jeg sedlen over disken, og den rare købmand fandt varerne frem og lagde dem pænt i nettet. Der var aldrig mere, end jeg snildt kunne bære det. Og hvis jeg var heldig, havde jeg endda fået lov til at snolde en smule. Så kunne jeg sutte fornøjet på en flødekaramel på hjemturen, mens jeg skævede ind i haverne over velklippede hække og malede låger. Åh, hvor jeg drømte om engang at få min egen have. Med krogede træer og duftende blomster.



I dag har jeg både haven, de krogede træer, masser af blomster OG et righoldigt udbud af kæmpemæssige supermarkeder, hvor jeg kan fylde mægtige indkøbsvogne og store plastikposer med alskens overflødige varer fra hele verden. Det hedder vist velfærd, men i grunden føler jeg mig vældig færdig, når jeg forlader forretningen og stuver varerne sammen i bilen, inden jeg kører de ti kilometer hjem uden at skæve til træerne og blomsterne på min vej. Der er såmænd heller ikke ret mange af dem.

Kan vi lære af fortiden ???


Jeg siger bestemt ikke, at alt var godt og sundt for 50 år siden. Mangt og meget er blevet bedre siden dengang. Men jeg synes, vi kan lære en del af fortiden.

  • Vi kan vælge at finde skygge under et træ i stedet for at købe en mægtig markedsparasol
  • Vi kan hækle et indkøbsnet og bruge det igen og igen
  • Vi kan sutte en flødekaramel og droppe fredagsslikket
  • Vi kan klippe hækken, grave haven og gå en tur i stedet for at bruge energi i fitnesscentret
  • Vi kan snakke lidt mere med hinanden og lidt mindre med fjernsynet (vover jeg at foreslå i disse håndboldtider, hvor mange vist kommenterer livligt fra sofaen 😉😉 )
  • Og vi kan huske at nyde blomsterne og glæderne på vor vej fremfor at jage efter materielle ting



torsdag den 17. januar 2019

LAD OS HÅBE


De pipler op overalt i hvidt, gult og løfterige grønne farver. Man kan slet ikke lade være med at smile, og hjertet banker lidt hastigere af glæde og forhåbning. Åh, det første forårstegn.


Men faktisk er det skræmmende. De små forårsbebudere burde holde næsen under frossen jord og sne en tid endnu. Deres fremmarch her i vintermørket er nemlig et af mange og stadig tydeligere tegn på klimaforandringer og global opvarmning.

Jeg har netop læst en artikel om, hvorfor vi mennesker har så svært ved at forholde os til store, epokegørende ændringer, og den efterlader mig med et nærmest knust håb. Måske … måske vil vi vågne op til dåd, når vi en dag hænger i det alleryderste af neglene, men der er egentlig ikke noget, der taler for det. Vi magter det ganske enkelt ikke.

Vores hjerner er ikke indrettet til at kunne forstå en fare, der er så diffus og uoverskuelig. Og da slet ikke, når konsekvenserne af faren – altså i dette tilfælde konsekvenserne af klimaforandringerne, trods alt stadigvæk er relativt langt væk. Både i forhold til tid og fysisk afstand.



Den dag, hvor vi står i vand til anklerne, vil vi bedre kunne handle. Så vil det være naturligt for os at kravle op i et træ, indtil vandet trækker sig tilbage og forsvinder. Problemet er bare, at såfremt polerne er smeltet, så vil vandet ikke trække sig tilbage. Og så kan vi ellers sidde dér og gynge på en gren indtil træet går ud.

Dybest set aner vi ikke, hvad vi skal gribe og gøre i. Eller om det overhovedet er muligt at gøre noget.

Så i afmagt gør vi, som vi plejer. Vi glæder os over alle de små hvide og gule forårsbebudere og deres løfterige grønne blade. Fortæller hinanden, at det hele nok skal gå, og smutter så lige en tur sydpå for at få lidt sol på næsen. Sådan som vi er vant til og gerne vil fortsætte med.




Har du lyst til at læse artiklen, så finder du den lige her: Klimaforandringer