søndag den 30. december 2018

GODT NYTÅR


I dag har vejret været ualmindelig smukt, og jeg har ikke med min bedste vilje kunnet finde en eneste ting at beklage mig over 😉

Inden længe pibler de atter frem 💓

 Men af og til er vejret bare noget gråt lort og livet ligeså … og så kan det altså være svært at tage ja-hatten på og være positiv.
Så kan venner og bekendte snakke nok så ivrigt om, at man skal se lyst på tingene, bruge pytknappen eller nyde en god kop kaffe. Det føles lidt for meget i retning af "fake it till you make it". Jeg er bare så elendig til at lyve. Det fungerer slet ikke.

Det gør optimisme derimod. Vi har jo altid håbet om, at det bliver bedre. Måske ikke i morgen eller til næste år. Men engang ud i fremtiden.

Lige pludselig blomstrer æbletræerne 💓

 Jeg tror, optimisme og håb er en del af havemenneskers dna. Når frosten bider, når regnen siler eller når solen svider hele blomsterbedet af, så holder vi ukueligt fast i, at det bliver bedre til næste år.

Dagpåfugleøje på hvid fredløs - åh, glæder mig til dejlige sommerdage 💓

Det forgangne år vil ikke gå over i historien som et af de bedste. Hverken for kloden eller for mig personligt. Men jeg er da kommet igennem det med optimismen i behold, og jeg har endda overskud til at tro og håbe på, at det kommende år vil blive bedre. At sol og regn vil blive ligeligt fordelt. At roserne vil blomstre rigt og sprede deres duft i haven. At sommerfuglene vil flokkes i staudebedet, og at kirsebærrene vil blive saftige og mangfoldige, så der er rigeligt til både mig og stærene.

 Med det håb vil jeg ønske alle jer skønne havevenner et frodigt og blomstrende 2019.
Rigtig godt NYTÅR

Gertude Jekyll - en af mine yndlingsroser 💓


Ingen kommentarer:

Send en kommentar