fredag den 15. marts 2019

ROSER OG DEN UNDERLIGE VIRKELIGHED



Virkeligheden – eller dét, vi ynder at kalde for virkeligheden - er en underlig størrelse. Ja, egentlig er det logisk, at vi mennesker ofte har problemer med at forstå hinanden, for i grunden er det jo vanskeligt nok at forstå sig selv.

Det får mig til at tænke på roser. Jeg synes, at de forklarer sagen ganske fint. Hør nu bare her:

Som barn hadede jeg roser. Jeg syntes, de var nogle forfærdelig stikkende størrelser. Af og til virkede det næsten, som om de rakte ud efter mig, når jeg gik forbi, for at rive mig på armene eller hænge fast i mit tøj.



Min mor var og er vild med roser. Hun havde især en enkelt, som hun var særlig glad for. En høj lyserød stikjavert, som hun kaldte for Queen Elizabeth. Jeg fattede ikke en bønne. Jeg syntes, den var grim! Og opfattede min mor som lettere gakgak, for tænk at give planter navne ligesom mennesker. Roser var i min optik roser – og jo færre, der var i haven, jo bedre.

Tiden gik. Mit forhold til roser blødte langsomt op, men de sagde mig stadig ikke noget. Så da jeg flyttede herud på landet og anlagde et rundt rosenbed i forhaven, var det udelukkende for at glæde min mor. Vi aftalte, at hun skulle passe roserne, men det blev nu aldrig rigtig til noget, og så måtte jeg jo i gang med fægtende rosensaks, gødning, vanding og nogle fæle bandeord, som jeg vist ikke engang véd, hvordan staves.



Jeg var sur! Så efter en hård vinter, hvor de fleste roser frøs ned eller helt væk, blev hele ”lårtet” gravet op og erstattet af sommerfuglefavoritter og bivenlige stauder.

VIRKELIGHEDEN ÆNDRER SIG OVER TID

Et par år efter skete der noget. Jeg ved ikke hvad. Nogen vil måske mene, at jeg blev voksen. Andre vil påstå, at jeg var blevet gammel. Sådan er det jo med den virkelighed. Vi opfatter som sagt tingene forskelligt.

Men alder eller ej, så blev jeg i alt fald pjattet med roser. Det startede i det små med et par eksemplarer i krukke og har efterhånden bredt sig til det meste af gårdspladsen. Og min yndlingsrose? Jamen, gæt en gang.


Det er selvfølgelig Queen Elizabeth. Hun står så smukt til mine vinduer. Jeg beundrer hendes ranke attitude og stolte holdning. Jeg er fuldkommen pjattet med den helt særlige lyserøde nuance, som både er stærk og gennemsigtig. Og jeg synes absolut ikke, at hun stikker særlig slemt.

Se – Queen Elizabeth er jo fuldstændig den samme som i min barndom. Det har de dygtige gartnere og seriøse forædlere sørget for. Hun er podet og helt genetisk identisk med sine forgængere. Jeg tør godt kalde hende for virkelig. Hun kan måles, vejes, beskrives og genkendes på både dna og en lang række andre parametre.



Min holdning til hende derimod - uha – den bestod og består udelukkende af følelser, tanker, ideer og en hel masse andet fiktivt, som kun foregår oppe i mit hoved. Jeg kan prøve at fortælle om det, men det bliver det egentlig ikke mere virkeligt af. Det er nemlig kun MIN virkelighed, og DIN virkelig vil aldrig nogensinde blive helt identisk med den. Den vil allerhøjest kunne ligne.

Så hver gang jeg fristes til at hidse mig op over mine medmennesker, fordi jeg synes, at de har nogle underlige ideer og mærkelige meninger, så går jeg ud og tager en sludder med Queen Elizabeth. Det er sundt for mit blodtryk  😂😂





2 kommentarer:

  1. hihi, hvor jeg kan genkende mig selv,. Jeg var heller ikke rosenfan de første haveår. Men det er kommet. Og nu er haven så gammel og tætplantet at jeg skal lede for at finde et rosenegnet sted, akja.
    hilsner Gunvor

    SvarSlet
    Svar
    1. Hehe 😊 ja, sådan kan det gå 🌹😊🌹

      Slet